Direktørskifte i Aabenraa - Rødekro Fjernvarme

28. september 2021

Billedtekst: På billedet ses afgående direktør Peter Sørensen og den nye mand på posten Tommy Palmholt sammen med bestyrelsesformand Per Horup og næstformand Jens Jepsen. 

Pressemeddelelse:

 

Direktørskifte i Aabenraa-Rødekro Fjernvarme

Den 1. oktober er der vagtskifte på direktørposten i Aabenraa-Rødekro Fjernvarme. Da overlader Peter Sørensen roret, i et toptrimmet forsyningsselskab, til Tommy Palmholt. I den forbindelse tager vi et historisk tilbageblik på den afgående direktørs karriere og giver en præsentation af hans afløser på posten.

Peter Sørensen

Startede hos Hjordkær Fjernvarme

Peter Sørensen har haft en lang og produktiv karriere inden for fjernvarmebranchen. Han startede i 1988 som driftsleder hos det dengang nystartede Hjordkær Fjernvarme. Her fik han bygget et helt nyt halmværk op, og det var faktisk et af de første varmeværker i Danmark, som benyttede halm som brændsel. Samtidig var det grundlaget for, at Hjordkær by fik fjernvarme.

I starten var Peter ene mand på både drifts- og administrationssiden, og det var en travl opstartsperiode med mange arbejdstimer.  Peter havde derfor en seng stående på værket, hvis arbejdet med anlægget trak langt ud på aftenen og natten.

Videre til Rødekro Fjernvarme

Efter 10 år som driftsleder hos Hjordkær Fjernvarme blev Peter ansat som driftsleder hos Rødekro Fjernvarme. Peter var selv forbruger i Rødekro og har sikkert tænkt, at priserne dengang lå i den høje ende. Det fik han mulighed for at gøre noget ved.

Arbejdstøjet blev dog endnu ikke skiftet ud med det fine tøj.  Sammen med Jakob (VVS’er som var ansat i Rødekro Fjernvarme) udførte Peter selv montering af ledningsnettet - hvor man tidligere havde haft rådgivende ingeniører, svejsere og smede til at udføre dette arbejde. Det var dengang velkendt, at Peter kunne muffe (samle rør), snakke i mobiltelefon og spise sin madpakke på samme tid.

Peter var i 2001 også med til at etablere selskabet HRKFV I/S, som var ejet med 50 % af Hjordkær Fjernvarme og 50 % af Rødekro Fjernvarme.  Hjordkær Fjernvarme havde nemlig ca. 15 % mere varmeydelse til rådighed end de havde behov for og kunne derfor tilbyde Rødekro Fjernvarme denne overskudsproduktion til en mere konkurrencedygtig pris end Ensted Værket kunne. Forbrugerne i Rødekro fik med de forskellige ændringer væsentligt billigere varme. Mange blev tilsluttet, og der blev ansat yderligere 2 smede for at kunne følge med.

 

Aabenraa-Rødekro Fjernvarme fusioneres

I 2007 fusionerede Aabenraa Fjernvarme og Rødekro Fjernvarme. Det resulterede i, at Peter blev den nye direktør for Aabenraa-Rødekro Fjernvarme. Her fortsatte han sammen med bestyrelsen samme strategi, som han havde fulgt i Rødekro, dog beholdt han det fine tøj på denne gang. Der blev ansat flere medarbejdere, så man selv kunne stå for driften, udbygninger, ombygninger og renovering af ledningsnettet m.m.

I vores regi har Peter været med til at opbygge 2 nye værker. Først flisværket her på Egelund, som kom i drift 2012 og halmværket i Stubbæk, som kom i drift 2014. Trods disse store investeringer har varmeprisen været faldende.  Aabenraa-Rødekro Fjernvarme ligger i dag blandt de 10 billigste fjernvarmeværker i Danmark.

Efter 14 år som Direktør for Aabenraa-Rødekro Fjernvarme forlader Peter Sørensen roret i et forsyningsselskab, der undervejs er gået fra at være et rent distributionsselskab til nu at have egen produktion af varme. I dag har selskabet næsten nye veldrevne produktionsanlæg, en velfungerende distribution - og en relativ lille gæld. Rør og produktionsanlæg anslås til en værdi på mellem 600 og 700 millioner med en restgæld på kun 126 millioner.

Peter har været god til at bevare overblikket i den proces selskabet har gennemlevet, og han har altid haft for øje, at det vigtigste for selskabets kunder/ejere er en stabil varmeforsyning til så lav en varmepris som muligt.

 

Peter som chef

Peter har altid været en populær chef. Både på grund af sin faglighed, hjælpsomhed og sans for detaljer, men bestemt også fordi han altid har været lydhør for gode ideer og initiativer. Og, ikke mindst, på grund af hans positive livsindstilling og gode humør.

Denne succeshistorie har Peter Sørensen skabt sammen med sin bestyrelse og sine medarbejdere.

Nu har han valgt at gå på pension for at få mere tid til familien og nyde sit otium.

 

Tommy Palmholt

Ny mand på posten er Tommy Palmholt, som kommer med nogle brede faglige kompetencer i bagagen. Tommy er 50 år og bor i Kliplev med sin kone og tre børn. Han er født og opvokset på Nordals, og har boet i Aabenraa Kommune siden 2004.

Tommy er oprindeligt uddannet maskinmester, installatør og maskinarbejder. Desuden har han en matematisk studentereksamen - og har senere læst merkonom samt taget en intern lederuddannelse hos Sauer-Danfoss.

Gennem de seneste 15 år har Tommy Palmholt arbejdet som leder i forskellige brancher: eksempelvis inden for industri, landbrug og den norske olie/gasbranche. Senest har han beklædt stillingen som teknisk chef hos Sygehus Lillebælt.

Han har desuden en bred erfaring i bestyrelsesarbejde - både professionelt og i fritiden.

Det er bestyrelsens håb, at selskabets gode udvikling kan fastholdes og udbygges med Tommy ved roret.

 

Tak til Peter og velkommen til Tommy

Bestyrelse og medarbejdere siger en stor tak til Peter Sørensen for hans indsats for Aabenraa-Rødekro Fjernvarme og sender ham videre med mange gode ønsker for fremtiden.

Desuden ønsker vi Tommy Palmholt varmt velkommen.

For at fejre begivenheden holder Aabenraa-Rødekro Fjernvarme lørdag den 2. oktober fra 14.00 til 17.00 et åbent hus-arrangement med rundvisning på værket, for alle der har lyst til at deltage.

 

Vi glæder os til at se kunder, samarbejdspartnere og alle andre interesserede.

 

 

 

Fakta:  

Aabenraa-Rødekro Fjernvarme ligger i dag blandt de 10 billigste fjernvarmeværker i Danmark.

Gennem de seneste 14 år er selskabet gået fra ren distribution til egenproduktion.

Har næsten nye veldrevne produktionsanlæg, en velfungerende distribution.

Værdiansættes til 600 - 700 millioner med en restgæld på kun 126 millioner.

Object reference not set to an instance of an object.